Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur af Povl Bjerregaard

Her bliver vi præsenteret for børns mundtlige legekultur, som det fælleskab, hvor samvær omkring leg med sprog og fortælling har en central betydning. Dette gælder både for det enkelte barn og for hele gruppen. Det er en samlet betegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer som bliver brugt i de mundtlig baseret leg og fortællinger, hvor børn deltager i. Det er øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, pralerier,vitser osv.

Der er fokuseret på børn i aldersgruppen 6-12 årige, da det oftest er disse børn der bruger denne genrer.  Den legekultur som børn udøver, defineres som ”børns æstetiske-symbolske udtryksformer”  og er samlebetegnelse for lege og andre udtryksformer. Der findes flere forskellige udgaver af legekultur, da der findes mange forskellige barndomme og børneliv, derfor kan dette begreb ikke generaliseres. Børn og voksne mødes i mange forskellige arenaer, familie, institution og fritidsaktiviteter. Børn og voksne mødes i mange forskellige arenaer, familie, institution og fritidsaktiviteter. Disse voksne har en stor betydning for barnets glæde ved leg med sproget. Legekulturen bliver også ofte udøvet i familien, således har forældre og især søskende stor indflydelse i barnets legekultur, de er med til at udvikle barnets humor. Legekulturen tilegnes gennem øvelse og gentagelse. Forskning i mundtlig kultur skelner traditionelt mellem den vertikale overlevering (fra voksne til barn)  og den horisontale overlevering (fra barn til barn). Men idag må de også medregne betydningen af den institutionelle og mediemæssige overlevering., da disse leverer indtryk, råstof og former, der bruges og bearbejdes i legekulturen. Moritson; mener at institutionerne i dag måske har en vigtigere rolle som mødested for legekulturen end som formidler af pædagogik.

Vores sprog er et socialt fænomen og meget afgørende for at kunne indgå i de spil om magt, status, rolle og anerkendelse, der hele tiden udspiller sig i det sociale rum. Sproget er et magtredskab der  giver indflydelse i diskussioner, hvis man behersker sprogets aspekter og dets anvendelsesmuligheder. Sprog er altafgørende for at kunne navigere i situationer, med svære spilleregler, for at kunne forhandle og vurdere om noget bliver sagt humoristisk eller seriøs hensigt.
I legekulturen har fortælling en central betydning, da børn oftest begriber i disse, samt metaforer og symboler. De mundtlige fortællinger varierer i indhold, form længde, stil, funktion og anvendelses muligheder. Den mundtlige leg er adskiller sig fra andre af sprogets hverdagsfunktioner, den
udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer. Ligesom alle andre former for leg, er mundtlig leg ikke rettet mod noget formål, vi gør det fordi det er meningsfuldt i sig selv, og sjovt her og nu. Hvis børn skal deltage i mundtlig humor, forudsætter det en viden og kompetencer inden for tre systemer. Et sociokulturelt som omfatter de referencerammer, deltagerne er fælles om, et lingvistisk som omfatter viden om sprogets indretning og et poetisk system, der rummer kompetencer, der der peger ind og på sproget som genstand.

Gåder og gådevitser bygger på en formel af spørgsmål og svar og er enkel og fleksibel. Især børn lærer hurtig denne formel. Når der stilles et spørgsmål, forsøger andre sig straks med at gætte svaret. Det at gætte det rigtige svar, kræver det sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden, samt kendskab til et kulturelt præget billedesprog.
Ved gyserfortællinger bruger fortælleren sproglige og dramatiske virkemidler, som feks en ændret stemmeføring. Børn er gode til selv at bygge en uhyggelig stemning op og  det uhyggelige optræder i mange former i børns fortællinger og leg. En god fortæller bruger mange virkemidler, han er lydhør og reagerer på de lyttendes reaktioner. Han trækker spændingen ud og fastholder tilhørerne.
“Alle børnene” genren, er en dille der dukkede op i 90‘erne, genren er kort og opbygget i tre sætninger. Først beskrives en handling eller egenskab, der er normal for ”Alle børnene”, så kommer hovedpersonens navn, og til sidst den rimede pointe, som er undtagelsen fra normen. Denne genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer herunder kulturelle tabuer.
Parodier er en genre der kan defineres som en komisk efterligning af en person. Det kan være den måde ordene bruges, et bestemt tonefald el. Det handler om at gøre grin med noget eller nogen. For at lave en god parodi handler det om at være opmærksom på en personens iøjnefaldende træk, og gerne være lidt ude på overdrevet når der efterlignes. Børn benytter sig ofte af at parodiere, feks af deres forældre eller lærer.
Ved Rim og Remser er det en enkelt klar rytme og brug af forskellige rimformer, der er afgørende. Der er ofte at rim og remser kan bruges didaktisk og har som funktion at lære børene
Mange af remserne har en bestemt didaktisk funktion og har eks. formålet at lære børnene ting udenad. Rim og remser har en formel karakter, så de kan let forandres og tilpasse til konkrete situationer.         
Pædagogens betydning for legekulturen i institutionerne, spiller en væsentlig rolle. Deres organiseringen af hverdagen i institutionen, er med til at sætte rammer og vilkår for legekulturen. Børnene skal have god plads til at udforske og eksperimentere med deres leg og sproget. Institutionen kan være med til at udforske og opfordre fx lave en bog med vittighed.  Det er vigtigt at pædagogerne her har indsigt og situationsfornemmelse, for legens væsen og at de overvejer hvordan de forholder sig til legekulturen.