Børns mundtlige legekultur af Povl Bjerregaard
Her bliver vi præsenteret for børns mundtlige legekultur, som det fælleskab, hvor samvær omkring leg med sprog og fortælling har en central betydning. Dette gælder både for det enkelte barn og for hele gruppen. Det er en samlet betegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer som bliver brugt i de mundtlig baseret leg og fortællinger, hvor børn deltager i. Det er øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, pralerier,vitser osv.
Der er fokuseret på børn i aldersgruppen 6-12 årige, da det oftest er disse børn der bruger denne genrer. Den legekultur som børn udøver, defineres som ”børns æstetiske-symbolske udtryksformer” og er samlebetegnelse for lege og andre udtryksformer. Der findes flere forskellige udgaver af legekultur, da der findes mange forskellige barndomme og børneliv, derfor kan dette begreb ikke generaliseres. Børn og voksne mødes i mange forskellige arenaer, familie, institution og fritidsaktiviteter. Børn og voksne mødes i mange forskellige arenaer, familie, institution og fritidsaktiviteter. Disse voksne har en stor betydning for barnets glæde ved leg med sproget. Legekulturen bliver også ofte udøvet i familien, således har forældre og især søskende stor indflydelse i barnets legekultur, de er med til at udvikle barnets humor. Legekulturen tilegnes gennem øvelse og gentagelse. Forskning i mundtlig kultur skelner traditionelt mellem den vertikale overlevering (fra voksne til barn) og den horisontale overlevering (fra barn til barn). Men idag må de også medregne betydningen af den institutionelle og mediemæssige overlevering., da disse leverer indtryk, råstof og former, der bruges og bearbejdes i legekulturen. Moritson; mener at institutionerne i dag måske har en vigtigere rolle som mødested for legekulturen end som formidler af pædagogik.
Vores sprog er et socialt fænomen og meget afgørende for at kunne indgå i de spil om magt, status, rolle og anerkendelse, der hele tiden udspiller sig i det sociale rum. Sproget er et magtredskab der giver indflydelse i diskussioner, hvis man behersker sprogets aspekter og dets anvendelsesmuligheder. Sprog er altafgørende for at kunne navigere i situationer, med svære spilleregler, for at kunne forhandle og vurdere om noget bliver sagt humoristisk eller seriøs hensigt.
I legekulturen har fortælling en central betydning, da børn oftest begriber i disse, samt metaforer og symboler. De mundtlige fortællinger varierer i indhold, form længde, stil, funktion og anvendelses muligheder. Den mundtlige leg er adskiller sig fra andre af sprogets hverdagsfunktioner, den
udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer. Ligesom alle andre former for leg, er mundtlig leg ikke rettet mod noget formål, vi gør det fordi det er meningsfuldt i sig selv, og sjovt her og nu. Hvis børn skal deltage i mundtlig humor, forudsætter det en viden og kompetencer inden for tre systemer. Et sociokulturelt som omfatter de referencerammer, deltagerne er fælles om, et lingvistisk som omfatter viden om sprogets indretning og et poetisk system, der rummer kompetencer, der der peger ind og på sproget som genstand.
Gåder og gådevitser bygger på en formel af spørgsmål og svar og er enkel og fleksibel. Især børn lærer hurtig denne formel. Når der stilles et spørgsmål, forsøger andre sig straks med at gætte svaret. Det at gætte det rigtige svar, kræver det sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden, samt kendskab til et kulturelt præget billedesprog.
Ved gyserfortællinger bruger fortælleren sproglige og dramatiske virkemidler, som feks en ændret stemmeføring. Børn er gode til selv at bygge en uhyggelig stemning op og det uhyggelige optræder i mange former i børns fortællinger og leg. En god fortæller bruger mange virkemidler, han er lydhør og reagerer på de lyttendes reaktioner. Han trækker spændingen ud og fastholder tilhørerne.
“Alle børnene” genren, er en dille der dukkede op i 90‘erne, genren er kort og opbygget i tre sætninger. Først beskrives en handling eller egenskab, der er normal for ”Alle børnene”, så kommer hovedpersonens navn, og til sidst den rimede pointe, som er undtagelsen fra normen. Denne genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer herunder kulturelle tabuer.
Parodier er en genre der kan defineres som en komisk efterligning af en person. Det kan være den måde ordene bruges, et bestemt tonefald el. Det handler om at gøre grin med noget eller nogen. For at lave en god parodi handler det om at være opmærksom på en personens iøjnefaldende træk, og gerne være lidt ude på overdrevet når der efterlignes. Børn benytter sig ofte af at parodiere, feks af deres forældre eller lærer.
Ved Rim og Remser er det en enkelt klar rytme og brug af forskellige rimformer, der er afgørende. Der er ofte at rim og remser kan bruges didaktisk og har som funktion at lære børene
Mange af remserne har en bestemt didaktisk funktion og har eks. formålet at lære børnene ting udenad. Rim og remser har en formel karakter, så de kan let forandres og tilpasse til konkrete situationer.
Pædagogens betydning for legekulturen i institutionerne, spiller en væsentlig rolle. Deres organiseringen af hverdagen i institutionen, er med til at sætte rammer og vilkår for legekulturen. Børnene skal have god plads til at udforske og eksperimentere med deres leg og sproget. Institutionen kan være med til at udforske og opfordre fx lave en bog med vittighed. Det er vigtigt at pædagogerne her har indsigt og situationsfornemmelse, for legens væsen og at de overvejer hvordan de forholder sig til legekulturen.
onsdag den 30. marts 2011
tirsdag den 29. marts 2011
Børns mundtlige legekultur
At skabe antropologisk viden om børn
Artiklen handler om at skabe antropologisk viden om børns legekultur, primært gennem feltarbejde. Antropologisk videnskab er, hvor focus er rettet mod længere tids iagttagelser af børn og de sammenhænge de indgår i. Man udforsker børns hverdagsliv, deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder de har og skaber sig i en given sammenhæng. Det giver en bedre indsigt, i sammenhængen mellem børns handlemuligheder, deres opfattelser af tingene, deres opvækstbetingelser og deres relationer. At udøve feltarbejde har til hensigt, at afdække hvordan børn og kontekst, er forbundet i hverdagens mange situationer.
For at feltarbejdet har det rette udgangspunkt, er det overordenligt vigtigt, at personen der udøver feltarbejdet indgår som en del af den gruppe der skal skabes viden om. Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelsen i feltet, hvor man indgår i sociale situationer og opbygger relationer med de mennesker man udforsker, så man på den måde får det fyldestgørende indtryk af deres liv og opfattelse. For derfor at kunne udføre feltarbejde, skal man være fortrolig med de roller, rutiner, det sprog og de omgangsformer der er på stedet. Derved opnår man at få indsigt i handlinger og interaktionsformer, som udtrykker værdier og opfattelser som ligger uden for ord og bevidstheden. Som et vigtigt element i feltarbejde er undren, man skal undres forhold man konfronteres med, for derefter at undersøge baggrunden for dem. Gennemgående går feltarbejde går ud på, at få indblik i mennesker måde at handle og forstå. For derigennem at forstå de mønstre og logikker der kan forklare handlingerne.
Ved en deltagerobservation handler det i bund og grund om at om have et tæt iagttagende forhold, men også have en analytisk distance. Det er vigtigt at man ikke tolker udfra sin egen holdninger, eller synsvinkel. Derfor skal den etnografiske tilgang her forstås tosidet, da det handler om at forstå andres handlinger og opfattelse, mens man samtidig skal fastholde en analytisk distance til det man observerer. En deltagerobservation er at kunne veksle mellem disse to strategier, men man er nødt til at forstå, før man kan vurdere. Kunsten er at deltage og forsøge at forstå omstændighederne.
Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. At kunne sætte sig ind i andre mennesker liv og forsøge at forklare de omstændigheder og værdier der omgiver dem. Her er det vigtigt at ens egne værdier og begreber ikke overtager.
For at kunne forklarer og tolke de situationer vi iagttager, trækker vi ofte på forståelser og erfaringer der går forud for den umiddelbare situation. Tolkning er således en uomgængelig del af etnografiske observationer. Der vil altid finde en udvælgelse sted, da det er umuligt at noter sig alt. Et grundlæggende aspekt ved refleksivitet er derfor at forskeren er opmærksom på de udvælgelser der foretages.
Konstruktionen af et barneperspektiv, er en cental del af forskningen. Det er ikke en empirisk størrelse, der fremkommer ved studier af børns udsagn og deres handlinger. Det er oftest en analytisk konstruktion, der hænger sammen med de mange teoretiske overvejelser man gør sig. Begreber som et barneperspektiv og børnekultur står stadig centralt i forskningsdebatten. Der vil altid være mange forskellige opfattelser og interesser i en børnegruppe, så derfor kan det, at se tingene fra et børneperspektiv kun omfattes som meget general analyse. Det er det, at den viden man får igennem den antropologisk forskning og i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde. Den ikke i overenstemmelse med er børnenes egen forståelse. Børn er i praksis, de bedste eksperter på deres eget liv. De kender deres socialesamspil og omgivelser bedre end nogen anden. Men det er ikke ensbetydende med at de forstår den. Den antropologiske forskning retter sig således mod børns viden og handlinger og ikke mod repræsentation af deres perspektiver. At få indblik i børns aktiviteter, positionering og samspil og forstå børns relationer og sammenhænger, at se dem i et antropologisk perspektiv
Artiklen handler om at skabe antropologisk viden om børns legekultur, primært gennem feltarbejde. Antropologisk videnskab er, hvor focus er rettet mod længere tids iagttagelser af børn og de sammenhænge de indgår i. Man udforsker børns hverdagsliv, deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder de har og skaber sig i en given sammenhæng. Det giver en bedre indsigt, i sammenhængen mellem børns handlemuligheder, deres opfattelser af tingene, deres opvækstbetingelser og deres relationer. At udøve feltarbejde har til hensigt, at afdække hvordan børn og kontekst, er forbundet i hverdagens mange situationer.
For at feltarbejdet har det rette udgangspunkt, er det overordenligt vigtigt, at personen der udøver feltarbejdet indgår som en del af den gruppe der skal skabes viden om. Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelsen i feltet, hvor man indgår i sociale situationer og opbygger relationer med de mennesker man udforsker, så man på den måde får det fyldestgørende indtryk af deres liv og opfattelse. For derfor at kunne udføre feltarbejde, skal man være fortrolig med de roller, rutiner, det sprog og de omgangsformer der er på stedet. Derved opnår man at få indsigt i handlinger og interaktionsformer, som udtrykker værdier og opfattelser som ligger uden for ord og bevidstheden. Som et vigtigt element i feltarbejde er undren, man skal undres forhold man konfronteres med, for derefter at undersøge baggrunden for dem. Gennemgående går feltarbejde går ud på, at få indblik i mennesker måde at handle og forstå. For derigennem at forstå de mønstre og logikker der kan forklare handlingerne.
Ved en deltagerobservation handler det i bund og grund om at om have et tæt iagttagende forhold, men også have en analytisk distance. Det er vigtigt at man ikke tolker udfra sin egen holdninger, eller synsvinkel. Derfor skal den etnografiske tilgang her forstås tosidet, da det handler om at forstå andres handlinger og opfattelse, mens man samtidig skal fastholde en analytisk distance til det man observerer. En deltagerobservation er at kunne veksle mellem disse to strategier, men man er nødt til at forstå, før man kan vurdere. Kunsten er at deltage og forsøge at forstå omstændighederne.
Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. At kunne sætte sig ind i andre mennesker liv og forsøge at forklare de omstændigheder og værdier der omgiver dem. Her er det vigtigt at ens egne værdier og begreber ikke overtager.
For at kunne forklarer og tolke de situationer vi iagttager, trækker vi ofte på forståelser og erfaringer der går forud for den umiddelbare situation. Tolkning er således en uomgængelig del af etnografiske observationer. Der vil altid finde en udvælgelse sted, da det er umuligt at noter sig alt. Et grundlæggende aspekt ved refleksivitet er derfor at forskeren er opmærksom på de udvælgelser der foretages.
Konstruktionen af et barneperspektiv, er en cental del af forskningen. Det er ikke en empirisk størrelse, der fremkommer ved studier af børns udsagn og deres handlinger. Det er oftest en analytisk konstruktion, der hænger sammen med de mange teoretiske overvejelser man gør sig. Begreber som et barneperspektiv og børnekultur står stadig centralt i forskningsdebatten. Der vil altid være mange forskellige opfattelser og interesser i en børnegruppe, så derfor kan det, at se tingene fra et børneperspektiv kun omfattes som meget general analyse. Det er det, at den viden man får igennem den antropologisk forskning og i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde. Den ikke i overenstemmelse med er børnenes egen forståelse. Børn er i praksis, de bedste eksperter på deres eget liv. De kender deres socialesamspil og omgivelser bedre end nogen anden. Men det er ikke ensbetydende med at de forstår den. Den antropologiske forskning retter sig således mod børns viden og handlinger og ikke mod repræsentation af deres perspektiver. At få indblik i børns aktiviteter, positionering og samspil og forstå børns relationer og sammenhænger, at se dem i et antropologisk perspektiv
mandag den 28. marts 2011
Børns mundtlige legekultur
Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råd! af Beck Juncker
Børns kulturelle udtryksformer og værdier.
Med loven om udarbejdelse af pædagogiske læreplaner for det enkelte barn i dagtilbud, bliver småbørnspædagogikken underlagt en overordnet målstyring. En pædagogisk læreplan giver rum for leg, læring og udvikling, men leg kan hverken styres eller måles, så det kræver en balancegang at mellem det to uforenelige verdener.
Udover sprog, sociale og personlige kompetencer, natur og naturfænomener, skal lærerplaner nu også omfatte kulturelle udtryksformer og værdier. Det betyder altså at børnene skal få et kendskab til kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser, igennem musik, drama, ler, tegning mm.
Børnekultur er de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem der deltager. Det dækker over det brede register af udtryk børn bruger. Børnekulturbegrebet indeholder de 3 K’er:
For at børn udvikler disse kulturelle udtryksformer og værdier, skal de hver dag have mulighed for at møde voksne der selv er aktive kulturbruger, voksne der synger, læser, tegner, danser, griner, gyser osv.
Dette er en kulturelle udtryksformer og med de barndomsbetingelser vi har skabt idag har vi brudt med børnenes naturlige muligheder for at lære de forskellige udtryksformer fra generation til generation. Derfor har vi brug for børn i forskellige alder, til at lære fra barn til barn, uden voksenovervågning. dette har vi taget igennem aldersorienterede grupper og institutioner, dermed er griber børn til nutidens medier der genetablere disse fællesskaber.
Det nye børnekulturbegreb er et kulturbegreb der fastslår, at ikke alt i børns liv er kultur. Begrebet omfatter derfor kun de dele af børns hverdagsliv, der har med kulturelle udtryksformer at gøre. Til gengæld skal vi stadig tænke i dannelse – men nu som selvdannelse og kulturel udtryks- og tolkningskompetence i æstetisk regi og perspektiv. Børn skal have mulighed for:
Børns kulturelle udtryksformer og værdier.
Med loven om udarbejdelse af pædagogiske læreplaner for det enkelte barn i dagtilbud, bliver småbørnspædagogikken underlagt en overordnet målstyring. En pædagogisk læreplan giver rum for leg, læring og udvikling, men leg kan hverken styres eller måles, så det kræver en balancegang at mellem det to uforenelige verdener.
Udover sprog, sociale og personlige kompetencer, natur og naturfænomener, skal lærerplaner nu også omfatte kulturelle udtryksformer og værdier. Det betyder altså at børnene skal få et kendskab til kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser, igennem musik, drama, ler, tegning mm.
Børnekultur er de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem der deltager. Det dækker over det brede register af udtryk børn bruger. Børnekulturbegrebet indeholder de 3 K’er:
- Kultur for børn
- Kultur med børn
- Børns egen kultur
Kultur for og med børn er de kulturtyper vi kender i dag, som klassiske aktivitetstilbud for børn. De bygger på de gamle kulturbegreber, der definerer børnekultur som en enhedskultur og som betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Her hvor børn blev opfattet som becomings.
Mens børns egen kultur opstod, da man begyndte at kigge på børns egne tegninger og billeder, lege, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger. Den bygger i modsætning til de to første på et andet børnekulturbegreb. Denne forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kultur skabende, de såkalde beings. Børns kultur dækker over det brede register af udtryksformer børn tager i brug i hverdagen og kan med en samlede betegnelse kaldes for legekultur.For at børn udvikler disse kulturelle udtryksformer og værdier, skal de hver dag have mulighed for at møde voksne der selv er aktive kulturbruger, voksne der synger, læser, tegner, danser, griner, gyser osv.
Dette er en kulturelle udtryksformer og med de barndomsbetingelser vi har skabt idag har vi brudt med børnenes naturlige muligheder for at lære de forskellige udtryksformer fra generation til generation. Derfor har vi brug for børn i forskellige alder, til at lære fra barn til barn, uden voksenovervågning. dette har vi taget igennem aldersorienterede grupper og institutioner, dermed er griber børn til nutidens medier der genetablere disse fællesskaber.
Det nye børnekulturbegreb er et kulturbegreb der fastslår, at ikke alt i børns liv er kultur. Begrebet omfatter derfor kun de dele af børns hverdagsliv, der har med kulturelle udtryksformer at gøre. Til gengæld skal vi stadig tænke i dannelse – men nu som selvdannelse og kulturel udtryks- og tolkningskompetence i æstetisk regi og perspektiv. Børn skal have mulighed for:
- at blive dragende fortællere
- at blive dristige improvisatorer
- at blive driftige mediebrugere
- at blive drevne fortolkere
- •at blive dygtige legere
Børns mundtlige legekultur
Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger af Beth Juncker
Introduktion i de kultur begreber der har været på spil i udviklingen fra det moderne industrisamfund til det senmoderne samfund.
Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, som forestillinger, der enten bevidst eller ubevidst, styrer vores syn og dermed vores holdninger, handlinger og meninger.
I det 20 århundred var der primært to kulturbegreber på spil. Det klassisk humanistiske dannelsesbegreb og efterfølgende i slutningen af de 20 århundred, det antropologiske kulturbegreb.
Kulturen i begyndelsen af det 20 århundrede ser man en udviklingstendens på alle områder. Her tænkes både indenfor det økonomiske, det sociale, kulturelle og det private område. Det er ikke kun børnenes sociale betingelser der har ændret sig men som sagt også de kulturelle muligheder.
Tilbage i 50’ erne så man børn lege på gader og veje, nu om dage er legen flyttet indenfor. Dette skyldtes både institutionalisering og den teknologiske udvikling som ændrer denne adfærd.
Mediernes udvikling har gjort det muligt for børnene ikke kun at være fysisk sammen.
I dag er børns kultur præget af disse medier. I 70‘erne blev ordet børnekultur tilført det danske sprog. Man fandt ud af vigtigheden med TV og radio programmer, teater, musik etc. for børn. Påvirkninger der ville gøre at man bliver mere bevidst om samfundet man lever i.
Tilbage i 80‘erne blev børnekultur set som noget der skulle tilrettelægges for børn. Man antog at børn var kulturløse og at alle kulturtilbud derfor skulle tilbydes og tilrettelægges pædagogisk, for at muliggøre en forståelse.
Kultur for børn, skabte og tilrettelagde oplevelses tilbud, mens kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetstilbud.
I det 1900 tallet var der kun ganske få, der spurgte til børns egne projekter i deres barndomsår. Børn blev behandlet som becomings, altså væsner der på egne betingelser var tænkende, aktive kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980’erne kom et helt nyt syn på børnene, de blev nu behandlet som fremtiden brugere, de var også beings, børn der lever i nuet. Det antropologiske kulturbegreb åbnede for en ny opfattelse af, at børn er i kulturen, nemlig børn egen kultur. Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børnenes perspektiv, hvad børnene selv finder centralt og betydningsfuldt.
Den autoteliske kultur knytter sig til fritid og kulturliv her er der ingen rammer og regler det er vi selv der vælger og bestemmer. Det er her vi i dag finder børns legekultur.
Introduktion i de kultur begreber der har været på spil i udviklingen fra det moderne industrisamfund til det senmoderne samfund.
Begreber udspringer af praksis og ender i praksis, som forestillinger, der enten bevidst eller ubevidst, styrer vores syn og dermed vores holdninger, handlinger og meninger.
I det 20 århundred var der primært to kulturbegreber på spil. Det klassisk humanistiske dannelsesbegreb og efterfølgende i slutningen af de 20 århundred, det antropologiske kulturbegreb.
Kulturen i begyndelsen af det 20 århundrede ser man en udviklingstendens på alle områder. Her tænkes både indenfor det økonomiske, det sociale, kulturelle og det private område. Det er ikke kun børnenes sociale betingelser der har ændret sig men som sagt også de kulturelle muligheder.
Tilbage i 50’ erne så man børn lege på gader og veje, nu om dage er legen flyttet indenfor. Dette skyldtes både institutionalisering og den teknologiske udvikling som ændrer denne adfærd.
Mediernes udvikling har gjort det muligt for børnene ikke kun at være fysisk sammen.
I dag er børns kultur præget af disse medier. I 70‘erne blev ordet børnekultur tilført det danske sprog. Man fandt ud af vigtigheden med TV og radio programmer, teater, musik etc. for børn. Påvirkninger der ville gøre at man bliver mere bevidst om samfundet man lever i.
Tilbage i 80‘erne blev børnekultur set som noget der skulle tilrettelægges for børn. Man antog at børn var kulturløse og at alle kulturtilbud derfor skulle tilbydes og tilrettelægges pædagogisk, for at muliggøre en forståelse.
Kultur for børn, skabte og tilrettelagde oplevelses tilbud, mens kultur med børn skabte og tilrettelagde aktivitetstilbud.
I det 1900 tallet var der kun ganske få, der spurgte til børns egne projekter i deres barndomsår. Børn blev behandlet som becomings, altså væsner der på egne betingelser var tænkende, aktive kulturelt formende og socialt handlende.
Fra 1980’erne kom et helt nyt syn på børnene, de blev nu behandlet som fremtiden brugere, de var også beings, børn der lever i nuet. Det antropologiske kulturbegreb åbnede for en ny opfattelse af, at børn er i kulturen, nemlig børn egen kultur. Det antropologiske kulturbegreb interesserer sig for børnenes perspektiv, hvad børnene selv finder centralt og betydningsfuldt.
Den autoteliske kultur knytter sig til fritid og kulturliv her er der ingen rammer og regler det er vi selv der vælger og bestemmer. Det er her vi i dag finder børns legekultur.
søndag den 27. marts 2011
DKK Aktivitet 3
Vi har valgt at tage udgangspunkt i en SFO. Hvor vi vil have at børnene selv skal vælge en ”vits” de vil fremføre som en sketch eller et lille teaterstykke for de andre børn.
Hvorfor har vi valgt SFO?
I en SFO finder man en masse fri leg som forgår mellem børnene, dette er i sig selv en god ting, men der kan dog være visse ulemper ved den fri leg, såsom hvis et barn føler sig uden for og ikke rigtigt kan komme ind i den frie leg. Børn er ikke født til at lege, det er noget de med tiden lærer, i legekulturen er der en masse uskrevne regler.
Under den frie leg dannes der på naturligvis grupper, disse grupper kan være svære at opløse i den frie leg.
Derfor vil vi vil i vores aktivitet arbejde med at bryde de eksisterende grupper som allerede findes, og skabe nye sociale relationer for børnene. I en SFO findes der forskellige aldersgrupper, her syntes vi at det ville være interessant at mikse børnene på tværs af klassetrinene. I vores aktivitet er det vigtigt at have gode sproglige kompetencer, derfor vil et godt mix af klasserne fungere bedst. Vi vil opfordre børnene til at være kreative i deres optræden, og give dem forskellige værktøjer til at arbejde med sproget.
Det praktiske forløb
Når aktiviteten skal opstartes, skal der være sat god tid af til eventuelle spørgsmål, undren mm. Fra børnenes side. Børnene skal føle at de er i et tryk miljø hvor der ikke findes dumme spørgsmål.
Børnene stilles i en række og pædagogen deler børnene op i grupper, derefter vil pædagogen præsentere for børnene hvad denne aktivitet går ud på, og hvordan forløbet skal se ud for dem.
Ideen er at hver gruppe skal finde på en sketch eller en vits, de må tage en der allerede eksistere, eller være kreative og finde på deres egen. Derefter skal det øves igennem, så gruppen kan være klar til at vise det for de andre børn. Det kan i de fleste tilfælde være meget grænseoverskridende for børnene at indgå i helt nye grupper og at skulle optræde for andre. Vi vil støtte børnene i deres usikkerhed, samt være med til at rykke deres grænser, så de tror mere på sig selv.
Under deres optræden er det tilladt at være fantasifuld og kreativ, der skal stilles sminke, klæd-ud-tøj, pap osv. til rådighed til børnene.
Under fremførelserne af vitserne og sketcherne bliver børnene fotograferet, dette skal ende ud i en spænende vittighedsbog. Børnene skal selv være med til at indføre deres bidrag, samt medfølgende tekst i vittighedsbogen.
Som afslutning til denne aktivitet samles alle børnene, her får hver gruppe tid til at fortælle hvad de syntes om dette forløb. Der skal blive diskuterer hvad gruppen gjorde godt – mindre godt.
Børnene vil få udleveret et eksemplar af vittighedsbogen!
Hvilke problemer kan fremkomme under aktiviteten:
Hvis børnene er umotiveret
Hvis børnene virker umotiveret under denne aktivitet, er det vigtigt at inddrage dem i forløbet på bedst mulige måde. Der er lagt rammer for hvad aktiviteten går ud på, og derefter har de frie tøjler til at være kreative og sætte deres egen præg på deres forløb.
Hvis der opstår problemer med de nydannede grupper
Når et barn møder usikkerhed ved f.eks. i dette tilfælde ved at blive skilt fra sin faste gruppe, skal det mødes på en positiv måde, men samtidigt er det vigtigt at få barnet forklaret alle vi alle hver i sær har noget spænende at byde ind med, og at det oftest kan være lærerigt at arbejde på tværs af grupperne.
Børn som til hver dag ikke er i en fast gruppe, har her mulighed for at danne nye relationer og tilegne sig flere sociale kompetencer, dette kan medføre selvtillid og selvværd.
Hvis børnene har svært ved at starte aktiviteten
Her en gruppe svært ved at komme i gang med at finde en vits eller en sketch kan de tilbydes at bruge internettet, eller søge information på biblioteket. Der skal selvfølgelig hele tiden være mulighed for at blive guidet af pædagogen under forløbet.
En del af skolen
SFO er en del af skolen og derfor også underlagt folkeskoleloven, men her er der ikke mange ord at hente om formål og indhold med SFO'erne, eller den rolle de skal spille i forhold til skolens samlede virksomhed.
Heller ikke på kommunalt niveau er der meget fokus på indholdsbeskrivelser og målsætninger for SFO. Kun omkring halvdelen af kommunerne har formuleret den slags målsætninger. Og resultatet er at der er stor forskel på hvordan den enkelte skole opfatter og udøver SFO's rolle og funktion, viser EVA's (E-magasinet EVAluering) undersøgelse.
Vi ønsker at børnene i denne periode oplever et forpligtende fællesskab, som kan være dem til gavn i deres fremtidige udvikling. De skal arbejde sammen på tværs af den daglige gruppestruktur, på tværs af klasser og ven/venindegrupper. Det giver os gode muligheder for at se flere af børnenes ressourcer i nye sammenhænge
Fællesskabet er med til at udvikle børnenes sociale kompetencer. De kan lade deres fantasi blomstre, få vist hvad de mestrer og samtidig lære, at deres kammerater også har noget unikt at byde ind med. For mange børn betyder det at deltage i et teaterstykke, at de personligt skal overskride nogle grænser. Nogle skal overvinde deres generthed og lære at bevæge sig ud på ukendt grund, mens andre skal lære at give plads til de børn, der er med på deres teaternummer.
Det er vores opgave at støtte børnene i denne proces. Vi værner om de optrædende børn, så de ikke oplever nederlag eller bliver til grin. Vi øver ikke kun at være aktører - men også at være gode "publikummer", da der jo findes uskrevne regler om hvordan man forholder sig der.
I vores projekt er alle afhængige af hinanden, hvilket gerne skulle forstærke sammenholdet i gruppen.
Konklusion
Det er vigtigt inden vi går i gang med sådan et projekt, at vi nøjagtig har overvejet hvem man vil inddrage, hvad målet er og hvordan vi når dertil. Hvis ikke vi har børnenes opbakning, er det umuligt at gennemføre. Da vi jo iflg. skoleloven ikke SKAL lære børnene noget i SFO’en- men faktisk kun “passe” dem, er vi ikke låst fast af et pensum som skal nås. Vi har næsten frie tøjler. Dog er det en fordel at have et fælles idégrundlag i SFO’en, så alle pædagoger arbejder ud fra fælles værdier og normer. Det er vigtigt at sende ens signaler til børnene
Abonner på:
Opslag (Atom)